Gå til hovedindhold

Erik A. Frandsen indtager Horsens Kunstmuseum med monumentale værker i ny udstilling

Den 7. marts åbner Horsens Kunstmuseum soloudstillingen "Hjemfald" med nye værker af Erik A. Frandsen. Udstillingen præsenterer otte monumentale malerier samt ti små mosaikker og kan opleves frem til den 25. oktober 2026.

Indhold

    I den aktuelle udstilling har Erik A. Frandsens udgangspunkt været en fascination af den tyske renæssancemaler Albrecht Altdorfer (1480-1538), der med sine værker gjorde landskabet til et motiv med egen ret. Altdorfer søgte at genskabe den verden, han så, som han så den.

    Monumentale malerier og små mosaikker

    På udstillingen præsenterer Erik A. Frandsen otte monumentale malerier (4 x 5 meter) samt ti små mosaikker (40 x 30 centimeter). Et møde mellem det voldsomme og det intime. De store malerier virker som arkitektur på kroppen; mosaikkerne tvinger vores blik ned i detaljen.

    Erik A. Frandsen har til denne udstilling skabt malerier, der mere er at betragte som rumlige strukturer end som billeder. Hvor vi traditionelt ser motiver, møder vi her konstruktioner: reoler, kasser, portaler og arkiver. Genkendelige elementer, men der er ikke tale om stilleben, der er ikke tale at skabe betydninger ved at sammenstille elementer.

    Erik A. Frandsen skaber derimod arkitektur, struktur og æstetisk skønhed ved at placere velkendte ting i et nyt rum, maleriets særegne rum.

    ”Skønheden optræder ikke som mål, men som rest – et biprodukt af systemer, der allerede er ved at pakke verden sammen”, udtaler Erik A. Frandsen i forbindelse med disse nye værker, der er skabt med de muligheder Horsens Kunstmuseums store udstillingsrum byder.

    Kunstnerisk samarbejde gennem fire årtier

    Erik A. Frandsen har været og er en central kunstner i Horsens Kunstmuseums over 40-årige historie. Museet erhvervede i 1984 det første værk af kunstneren, og derefter er der løbende tilføjet flere værker. Det betyder, at vores publikum kan følge kunstnerens udvikling helt op til nutiden.

    Den første større udstilling går tilbage til 1986, Retrograd Amnesi-Ingen vej tilbage og senest i 2015, Pilgrimage for an Armchair Explorer, hvor udgangspunktet var en vandring fra Gran San Bernardo i Schweiz til Vatikanet.

    ”Med Hjemfald viser Erik A. Frandsen, at maleriet stadig er levende og er i stand til at udfordre vores oplevelse af verden. Vi præsenteres for verden, som Erik A. Frandsen ser den”, udtaler Claus Hagedorn-Olsen, leder af Horsens Kunstmuseum.

    Hjemfald åbner den 7. marts 2026 på Horsens Kunstmuseum og kan opleves frem til den 25. oktober 2026.

    Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden og Beckett Fonden.

    Læs mere om udstillingen her.

    Kreditering af fotografiet: Erik A. Frandsen