Årets udgravninger
Den 22. januar 2025 kl. 19.00-21.00 inviterer Museum Horsens til en spændende og uformel aften i arkæologiens tegn.
Museets arkæologer fortæller denne aften om årets udgravninger og fund. Aftenen byder på fortællinger om Horsens’ rige forhistorie fra jægerstenalder til renæssance, og arkæologerne tager naturligvis deres flotteste fund med. Der bliver både tid til at fordybe sig i fundene og stille spørgsmål til arkæologerne.
Praktiske oplysninger:
- Sted: Horsens Museum, Sundvej 1A, 8700 Horsens
- Tidspunkt: 22. januar 2025 kl. 19.00-21.00
- Pris: 20 kroner: Køb din billet her.
Til ”Årets udgravninger” kan du blive klogere på tre af årets mange udgravninger:
- Egebjerg - fortidens Spor i nutidens Landskab
I mere end 15 år har vores arkæologer gravet dybt i jorden omkring Gedved og Egebjerg, i takt med udbygningen af industri- og boligområderne. Især sporene fra jernalderens bebyggelser er tydelige og strækker sig over både ældre og yngre jernalder. I vinter og forår 2024 har arkæologerne udgravet et større område ved Egebjerggård. Her fandt de fascinerende levn fra ældre jernalder samt overraskende fund fra Nyere tid. - Lærkenfeldt II – nye opdagelser i gamle grave
For præcis 100 år siden opdagede arkæologen C. Neergaard to enestående krigergrave fra den sene yngre romerske jernalder i Lærkenfeldt ved Horsens. Gravene rummede overdådige gaver, bl.a. et smukt romersk glasdrikkehorn og et pragtbælte. Nu har vi haft mulighed for at genopgrave de oprindelige grave samt et større område omkring dem. Under de nye udgravninger blev der gjort interessante fund, der giver os et unikt indblik i gravenes konstruktion og udgravningerne fra 1920’erne. Midt mellem de to genopgravede grave blev der endda fundet en urørt grav, der kan bidrage med endnu flere svar om fortidens liv. - Hatting Bæk - mikroflækker og spor fra fortiden
I sensommeren gjorde arkæologerne en spændende opdagelse nær Hatting Bæk: en mesolitisk plads med spor fra mennesker, der boede her for over 7000 år siden. Blandt fundene var der små, fine mikroflækker, blokke og en økse – alle levn, der bringer os tættere på forståelsen af livet i Østdanmark i den mesolitiske periode.