Historie i Horsens

Det første og ældste fritliggende arresthus i Horsens 

Arresten blev opført i haven ved det daværende rådhus på Søndergade ved nuværende nummer 26. 

I middelalderen lå her en kirkegård, der tjente som begravelsesplads for byens helligåndshus. Rådhusgade blev indtil 1856 kaldt Provstegyde. Helligåndshusets forstander kaldtes på latin ”prepositus”, hvilket på dansk betyder provst og deraf har gyden sikkert fået sit navn. 

I Horsens Avis indrykkede bystyret repræsenteret ved borgmester Ræder den 7. marts 1845 en annonce, hvor i der står: 

"Løverdagen den 22de Marts, Eftermiddag kl. 2. bliver på Horsens Raadstue afholdt Licitation over Opførelsen af et Arresthuus i Horsens med 8 Celler og Beboelses=Værelser for Arrestforvareren m. m, som alt skal være færdigt inden den 15de September d.A. og hvortil de vigtigste Materialer allerede ere anskaffede. Tegning, Overslag og Konditioner ligge til eftersyn på mit Contoir.  Horsens den 6te marts 1845 Ræder”. 

Baggrunden for ønsket om et nyt arresthus var, at forholdene i den daværende arrest i rådhusets kælder efterhånden var blevet så dårlige, at det ikke længere var forsvarligt at bruge den. Den sidste renovering/forbedring af arrestcellerne i rådhuset var sket i 1793. 

Endelig beslutning i 1845

I Horsens Rådstueprotokol skrives 22.marts 1845, at der træffes endelig beslutning om opførelsen af byens nye fritliggende arresthus, samt hvem der skulle bygge det, og hvad det måtte koste. Citat af protokollen ses nedenfor. Her er valgt at gengive den oprindelige stavemåde. Rbd. betyder rigsbankdaler og var samtidens møntfod. 

”Borgmesteren meddelte, at Arresthusets Opførelse med Levering af de i Overslaget anførte Materialer der 22 ds. ret bleven leverede, og at Murermester Andreas Fussing var bleven mindstebydende med 1820 rbd. næst efter ham Tømmermester N.C. Nielsen med 1823 rbd. og endelig Murermester Frants Lassen med 1825 rbd. Borgmesteren fremlagde tillige en Skrivelse fra Jens Bjerre og Jens Lassen hvori de gjøre et Underbud af 70 rbd., og erklærer saaledes, at ville udføre Arbejdet for 1750 rbd. Borgerrepræsentanten Smedemester A. Fischer erklærede, at han er bleven bemyndiget til for Murermester Andreas Fussing at gjøre det samme Bud af 1750 rbd. Murermester Chr. Hansted, der er i Interessentskab med Murermester Bjerre og Lassen mødte og erklærede, at han i det mindste for sit Vedkommende ikke agter at gjøre et ringere Bud. Kommunalbestyrelsen tog derefter under Overvejelse om ny Licitation burde afholdes, men da det nu gjorte mindste Bud ikke blot er henved 300 rbd. under det her forfærdigede overslag, men også omtrent lige så meget under det af Flertallet af Bestyrelsen tilstillede og af Bygningsinspektør Friis gjorte Overslag og da det ikke kan ligge i Byens Interesse, at arbejdet nedbydes til en Pris, hvorfor det umuligt forsvarligt kan udføres, var hele Bestyrelsen enstemmig enig i at ny Licitation ikke bør afholdes, men det af Murermester Andreas Fussing gjorte Bud af 1750 rbd. approberes. Mødet igjen er hæved”. 

Efter noget af en ”politisk handel” blev arresten bygget på en grund i haven bag det daværende rådhus på Søndergade af murermester Andreas Fussing.

Pris: 5.500 rigsbankdalere

Bygningen kom til at indeholde otte celler samt beboelse for en arrestforvarer og fik adresse i Rådhusgade. 

Arresten endte med at koste 5.500 rigsbankdalere., heri indbefattet en brønd i gården. Tallet udgør en kraftig forskel i forhold til de 1750 rigsbankdalere, som var det tilbud, der blev antaget ved licitationen. Dette må betyde, at de 1750 rigsbankdalere udgjorde udgifterne til opførelsen af den rå bygning, og resten var for det indvendige, lys, varme, og andet udstyr o.s.v.  Bygningen blev taget i brug 1846.

Stillingerne som arrestforvarer og rådhusbetjent blev slået sammen og lønnet med fri bolig og en fast gage på 150 rigsbankdalere årlig. 

Vi har desværre hverken tegninger eller billeder af den nye fritliggende arrest, men grundplanen af huset kan ses på et bykort fra ca. 1860
 

Kilde: Landsarkivet for Nørrejylland, Horsens Rådstuearkiv. D13-173. 28/3 1845 
Bay, Sv. Aage: Horsens kommunale styre 1837 -1868. 1985. 
Jensen, J.K.: Fra fangehus til Byrådssal. Særtryk af Horsens Socialdemokrat. 1955. 

Skrevet af Finn Skriver.

Om den offentlige prostitution i 1800-tallets Horsens

I anden halvdel af 1800-tallet lå der et offentligt bordel i Horsens, hvor kvinder boede og arbejdede som prostituerede. Prostitution var principielt forbudt - men i løbet af århundredet opstod et system, hvor prostitution blev tolereret fra myndighedernes side, så længe de prostituerede var under politiets tilsyn.

En af grundene til at dette system opstod, var, at kønssygdomme var udbredt. Man frygtede især sygdommen syfilis, som var dødelig i 1800-tallet, og lægevidenskaben pegede på en tæt forbindelse mellem prostitution og smittespredning.

Desuden var man fra myndighedernes side opmærksomme på, at kvinder der prostituerede sig i det offentlige rum, let kunne krænke sædeligheden.

Derfor vedtog man fra lovgivers og politiets side et kontrolsystem, kaldet den reglementerede prostitution, som eksisterede fra 1874 til 1906.

Systemet sigtede på, at politiet skulle have flere beføjelser til at holde øje med de prostituerede. Der blev blandt andet oprettet offentlige bordeller, hvor prostituerede kunne arbejde uden at blive straffet for prostitution, så længe at de var indskrevet som ”offentlige fruentimmere” i politiets protokoller, og dermed var under politiets opsyn.

Kontrolsystemet og ikke mindst oprettelsen af offentlige bordeller var dog betinget af, at man i de enkelte byråd rundt omkring i landet skulle vedtage et politiregulativ, som kvinderne kunne indskrives under.

Byrådet i Horsens vedtog aldrig et regulativ, og dermed var prostitution forbudt i Horsens. Desuagtet at byrådet aldrig vedtog et regulativ, lå der et offentligt bordel i Horsens i mere end 20 år.

Horsens var dog ikke den eneste by, hvor der blev indført en reglementeret prostitutionskontrol uden et politiregulativ. Også i byer som Aarhus, Viborg, Frederikshavn, Odense og Helsingør havde man prostitutionskontrol – på trods af at prostitution blev anset for at være amoralsk og usædelig. Men frygten for at en ukontrolleret prostitution ville føre sygdom og død med sig, vejede tungere end juridiske og moralske overvejelser. 

Det var byrådet med formanden/borgmester/byfoged Johan Christian von Jessen i spidsen, der blåstemplede oprettelsen af bordellet.

Den offentlige prostitution blev imidlertid kritiseret fra anden side. Citater fra Horsens Folkeblad, der ofte gengav byrådsforhandlinger, viser, at der med tiden blev rejst kritik af prostitutionen og ikke mindst kritik af bordellets eksistens i byen.

Det var især byrådsmedlem Peter Alexandersen, som kæmpede imod bordellet på byrådsmøderne i slutningen af 1870´erne. På trods af kritikken lykkedes det dog borgmester von Jessen at holde sagen hen i årevis således, at bordellet først blev lukket i 1883, året før hans død.

Det offentlige bordel i Horsens – Nørrebrogade 17

Det offentlige bordel i Horsens havde til huse på hjørnet af Nørrebrogade og Tugthusvej (nuværende Fussingvej) fra 1861 til 1883.

Bordellet var placeret i yderkanten af byen – en velvalgt placering tæt på det nyligt oprettede tugthus og i gåafstand til og fra den gamle bykerne.

Dér vakte bordellet mindst mulig forargelse, men samtidig kunne kunderne aflægge besøg i forholdsvis ubemærkethed.

Denne isolering af bordeller langt væk fra de mere velhavende bydele, var en del af en international tendens. Samtidig var der dog fra politiets og lovgivers side enighed om, at der var behov for de services, som de prostituerede kunne tilbyde.

I 1800-tallet mente mange, at mænd havde visse behov, som ikke kunne tilsidesættes. Derfor var det hensigtsmæssigt at samle de prostituerede i bordeller og placere dem et sted, hvor mænd kunne få afløb for deres lyster uden at anstændige borgere ville blive generet af de skamløse foretagender.

På bordellet i Nørrebrogade boede og arbejdede kvinder som prostituerede. En folketælling fra 1880 viser, at 3 kvindelige logerende var opført som offentlige fruentimmere.

En bordelvært ved navn Christen Nielsen boede på bordellet og hans job var at holde opsyn med kvinderne og deres virksomhed.

Straffeprotokoller for Horsens politi viser, at både mænd og kvinder blev straffet for både prostitution og rufferi sidste halvdel af det 19. århundrede.

Bordelværten Christen Nielsen og de tre fruentimmere Nicoline Cathrine Lemmetz, Maren Teresie Christine Hansen og Margrethe Hansen, kunne dog bedrive deres respektive erhverv uden at blive straffet for rufferi eller prostitution, da bordellet var oprettet af byrådet.

Prostitutionen i Horsens var dog ikke kun forbeholdt de offentlige fruentimmere på bordellet. I straffeprotokoller for Horsens ses det, at andre kvinder blev straffet for prostitution. Det kunne for eksempel dreje sig om kvinder, som bedrev gadeprostitution.

Andre drog fordel af danselokalers og beværtningers løsslupne stemning til at møde potentielle kunder. Det rygtedes blandt andet, at danselokalet Valhalle, på hjørnet af Thonbogade og Søndergade, tjente som mødested mellem prostituerede og deres kunder i slutningen af 1800-tallet.

De offentlige piger

Der var også piger, som var født i Horsens, der arbejdede som prostituerede andre steder i landet.  Blandt andre blev en Horsens-pige, Ane Marie Petersen, anholdt for prostitution i København i 1860´erne.

Ane Marie blev født i Horsens den anden juni 1846, og blev døbt i Vor Frelser Kirke. Hun var datter af sømanden Peder Mortensen og hustru Mette Marie Nielsdatter, og voksede op i bydelen Grønland.

Grønland husede dengang mange sømænd og enker. Det fremgår af kirkebogen, at Ane Marie blev konfirmeret i Vor Frelser Kirke i 1860, hvor hun fik karaktererne g (godt) i kundskab og mg (meget godt) i opførsel.

Det er uvist, hvornår Ane Marie flyttede fra Horsens, og hvorfor hun endte i prostitution i København. Hun blev i hvert tilfælde indskrevet som offentligt fruentimmer i byen i 1867, da hun var 21 år. 

Selvom det var ganske dyrt at blive fotograferet i anden halvdel af 1800-tallet, fik Ane Marie taget et portrætfoto ved en fotograf – måske endda som en form for reklame for sit erhverv.

Portrættet stammer fra Københavns politis arkiver. Det blev konfiskeret af politiet i forbindelse med, at Ane Marie var mistænkt for prostitution.

På bagsiden af portrættet har politiet noteret data. Når en kvinde blev indbragt til politistationen som mistænkt for prostitution, noterede politiet forskellige data om hende. Dette blev derefter vedlagt kvindens politisag, således at politiet havde bedst mulig grundlag for registrering, hvis kvinden blev anholdt for prostitution igen på et senere tidspunkt.

En anden Horsens-pige var Nielsine Caroline Rasmussen. Nielsine blev født den 30. juli 1850 i Rårup sogn ved Horsens. Hun var datter af daglejer Rasmus Christiansen og hustru Ane Johanne Hansdatter.

I 1860, da Nielsine var 10 år gammel, boede hun ifølge folketællingen på Madevejen (nuværende Emil Møllersgade) med sine forældre og tre søskende.

Ifølge kirkebogen blev Nielsine konfirmeret i Vor Frelser Kirke i 1864, hvor hun fik g i kundskab og mg i opførsel.

Da Nielsine var 16 år gammel, flyttede hun til København, hvor hun ifølge politiets oplysninger ernærede sig som syerske.

Hun kom første gang i politiets søgelys som 20-årig i 1874. Her blev hun visiteret (forhørt og henvist til lægeundersøgelse) under mistanke for prostitution. Hun blev dog ikke indskrevet som offentligt fruentimmer i København – sandsynligvis fordi hun fraflyttede København året efter og dermed ikke gav politiet anledning til yderligere foranstaltninger. 

I 1871, da Nielsine var 21 år, fødte Nielsine en dreng, der kom til at hedde Christian Rudolph, på Fødselsstiftelsen i København.

Kort tid efter fødslen blev Nielsine indlagt til behandling for syfilis med sin nyfødte søn. Hun blev senere udskrevet fra hospitalet, og tre uger efter tog hun tilbage til sin fødeby, Horsens, med sønnen.

Da syfilis både kunne smitte fra mor til barn under fødslen og senere gennem modermælken, er det meget sandsynligt, at sønnen også var smittet med sygdommen. Syfilis var en dødelig sygdom før penicillin for alvor blev udbredt efter 2. Verdenskrig, og derfor blev hverken Nielsine eller hendes søn næppe særlig gamle.

Historierne om piger som Ane Marie og Nielsine, der var født og opvokset i provinsbyer som Horsens, men senere endte som prostituerede i København, var langt fra enestående.

Mange mænd og kvinder drog af sted fra landet for at prøve lykken i de voksende byer. Ofte fik kvinderne arbejde som tjenestepiger, syersker eller fabriksarbejdere i den voksende industri.

Dårligt betalt sæsonarbejde var almindeligt og i perioder uden arbejde, var der ikke noget økonomisk eller socialt sikkerhedsnet I 1800-tallets Danmark. Fattigdom var udbredt, og mange kvinder endte i prostitution i byerne.

Modstand og afskaffelse af den offentlige prostitution

Da den reglementerede prostitution blev indført i 1874, var den for en generel betragtning støttet af landets politi, læger og lovgiver af hensyn til den offentlige sædelighed og den folkelige sundhed.

Med tiden viste det sig imidlertid, at prostitutionskontrollen hverken havde en gavnlig virkning på antallet af smittede eller på den offentlige sædelighed.

Modstanderne, der mente, at prostitutionen var syndig og skulle bekæmpes, fik i højere og højere grad vendt den offentlige stemning imod kontrolsystemet.

Modstanderne satte samtidig fokus på det urimelige i, at det kun var den kvindelig part, der kunne straffes for prostitutionen, mens de mandlige kunder gik fri.

Lovgiver måtte med tiden bøje sig for den voksende modstand. I 1901 blev det forbudt at holde offentlige bordeller, og i 1906 blev den reglementerede prostitution endegyldigt ophævet.

Prostitutionen ophørte dog ikke med at eksistere, hverken i Horsens eller i resten landet, da den offentlige prostitution blev afskaffet. I 1999 blev prostitution afkriminaliseret, men prostitution deler stadig vandene – dengang som nu. 

Skrevet af cand. mag. Christina Louise Sørensen 2016. 

Originalbillederne befinder sig på Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. 

Dansk Broder Orden blev stiftet i København den 29.januar 1894 under navnet Dansk Arbejder Loge. Stifteren var K. E. A. Vennerwald, forhenværende redaktør af Flensborg Avis, og på stiftelsestidspunktet bosiddende i København, hvor han drev bogtrykkeri og bogbinderi. Ordenen fik sit nuværende navn i 1956. 

DBO´s grundlag angives i deres publikationer at være ”frimurerisk”, men afviger på visse punkter herfra.

Der er f.eks. ikke hos DBO nogen tilknytning til den kristne kirke, men derimod hersker der religionsfrihed i ordenen.

Der er heller ikke forskel på det beløb, som de enkelte medlemmer betaler i broderskat, idet logen lægger vægt på lighed mellem medlemmerne ”uanset det trin, hvorpå (det enkelte medlem) står i den profane verden”. 

Desuden betoner DBO danskheden (modsat frimurernes sammenslutning, som er international) og på kærligheden til folk og fædreland (denne vægtning er en følge af, at stifteren, der levede en stor del af sit voksne liv i Flensborg, oplevede at blive tysk statsborger i en preussisk provins efter krigen i 1864). 

Kvinder kan ikke blive medlemmer ej heller har de adgang til møderne. Der findes dog ”dameklubber”, der ”har til formål at formidle venskaber mellem brødrenes livsledsagere” (citat). 

Kravet til et nyt medlem er, at han er en hæderlig og uberygtet, dansk statsborger og mellem 25 og 60 år gammel. Det kommende medlem skal indstilles af to af ordenens brødre. 

Filantropiske formål

DBO´s formål er ”at fremme næstekærligheden og at højne og forædle hver enkelt logebroders karakter, at få det gode til at trives og undertrykke det som er mindre godt”. Endvidere har ordenen det som sin hensigt ”- uden hensyn til politiske og religiøse anskuelser – at udøve filantropisk og etisk virksomhed indenfor nærmere fastsatte rammer” (citat). 

Ældre brødre samt deres enker kan således oppebære forskellige former for støtte. Der ydes også hjælp ved brødres dødsfald og børn af brødre kan oppebære understøttelse til studier indtil de er 23 år gamle. Både ordenen (centralt) samt de enkelte arbejdssteder adopterer børn i 3. verdenslande, som de støtter indtil de fylder 18 år.

Ordenen består af en række såkaldte arbejdssteder i København og i en række provinsbyer. Arbejdsstedet ledes af en ”ledende mester”, som varetager den daglige styring og har det økonomiske ansvar. På arbejdsstedet findes også en stormester, nemlig den person, som er moderlogens repræsentant på arbejdsstedet.  Væsentlige dele af de ugentlige møder udgøres af brodermåltidet og musik og sang. Derimod er politiske og religiøse diskussioner ikke tilladte.

Arbejdssted i Horsens i 1903

Arbejdsstedet i Horsens blev oprettet den 25. januar 1903, som det tredje i landet efter København og Århus.

Arbejdsstedet i Vejle (som Horsens er moderloge for) blev først stiftet i 1936 og i Kolding fandt oprettelsen først sted i 1944. Horsens´ moderloge var den i Århus. 

Det stiftende møde i Horsens blev afholdt på Soeles Hotel (Smedegade 68), og antallet af brødre kom hurtigt op på 40.

Under 1. verdenskrig var der stilstand i arbejdet, men i tiden efter krigen begyndte det langsomt at gå fremad igen og den første del af 1930´erne kan betegnes som den mest begivenhedsrige i arbejdsstedets historie. 

Bl.a. blev møderne flyttet fra Muncks hotel (det forhenværende Soeles hotel) til en villa på hjørnet af Gasvej og Sundvej (Gasvej 1).  Dette arbejdssted blev indviet den 13. marts 1932.

Huset var opført til sagfører Danjelsen (som på flere andre måder bidrog til Horsens bys forskønnelse) og havde været i forskellige privatpersoners besiddelse før den blev logehjem for brødrene. Under 2. verdenskrig tjente logen  bl.a. som bolig for telefonistinder og som skolebibliotek. Både i 1950´erne og senere blev huset udvidet og moderniseret og der kom flere logebrødre. 

Skrevet af Bodil Møller Knudsen.
Kilde: Dansk Broder Orden gennem 100 år, udgivet 1993 af Dansk Broder Orden.

Horsens Haandværker- og Industriforenings Sangkor

I midten af 1800-tallet blev der oprettet mange foreninger i de danske byer, da håndværkere følte sig truet af næringsfrihedsloven og ønskede at fastholde deres gamle lav traditioner. 

Danske håndværkere havde siden senmiddelalderen haft tradition for at være medlem af et lav. Lavene var trygge men også omsluttende fællesskaber, der havde betydning for stort set alle aspekter af en håndværkers liv; privat såvel som forretningsmæssigt. 

Håndværkerlavene bestemte, hvem der måtte drive håndværksvirksomhed i byen. De havde stor magt i byen, idet de fastsatte priserne på arbejde og materialer. De fordelte svende og lærlinge mellem mestrene, og det forhindrede ofte, at mestre voksede sig store på andres bekostning.

Lavene førte opsyn med de faglige uddannelser og oplæring af nye svende. Ligeledes havde de deres egne domstole, som mæglede i skærmydsler mellem håndværkerne. Men vigtigst af alt det var i lavet, at håndværkerne mødtes med andre fagfæller fra byen. 

I 1857 blev næringsfrihedsloven indført i Danmark og fratog hermed håndværkslavenes formelle indflydelse på hvem, der måtte drive håndværksvirksomhed samt deres kontrol over produktion og priser. Med den nye lov blev mange håndværkerlav ophævet, og håndværkersvendene mistede den sociale og faglige tryghed, som det obligatoriske medlemskab af håndværkerlavene havde ydet.

Udover indførslen af næringsfrihedsloven havde Danmark i starten af 1800-tallet lidt flere nationale nederlag, bl.a. tabet af den danske flåde til englænderne i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814. I samme periode voksede nationalismen frem i Europa, og det udviklede sig i form af en forestilling om nationen som et fællesskab, hvor man hyldede alt dansk.

Den 8. august 1850 blev foreningen ”Horsens Haandværker- og Industriforenings Sangkor” stiftet.

Sangforeningens formål var at mødes om den nationale sang, og foreningen blev hurtig populær med stor medlemsvækst i de første par år. Derfor besluttede man den 19. oktober 1852 at opføre foreningens eget hus på adressen Allégade 14, 16 og 18.

Foreningens hus fra 1853 blev hurtig for trang, da foreningen allerede i 1883 var nået op på et medlemstal på 800, og man besluttede derfor at bygge et nyt og større hus samme sted. Det nye hus stod færdigt den 27. februar 1885, og står i dag, som det gjorde i 1885. 

I 1853 besluttede foreningen at stifte en egentlig Håndværkerforening, hvis formål var: ”at iagttage og fremme Haandværkerstandens tarv paa enhver hensigtsmæssig Maade ved de Midler, der staar til Raadighed og dertil maatte anses lovlige og hensigtssvarende, og saaledes ogsaa at udbrede almengavnlig Oplysning, Forædling og Dannelse iblandt Haandværkere”. Som en anden og særskilt afdeling virkede sangforeningen ved at skaffe foreningens medlemmer fornøjelser og adspredelser. 

Foreningens sociale formål

Foreningens første dirigent Muth-Rasmussen (th. på billedet ovenover) blev afskediget efter hans krav på 100 rigsdaler i årsløn, idet sangforeningens medlemmer mente, at han drak for meget og derfor ikke kunne undervise.

Den nye dirigent blev den unge Peter Nielsen, der var fast dirigent i 31 år. Udover at lede sangforeningens kor stiftede Peter Nielsen den første Tekniske Skole den 16. oktober 1857, hvor han var leder indtil sin død i 1888.

Skolen fungerede uden faste lokaler indtil 1875, hvor håndværkerforeningen byggede en skole ved siden af deres eget foreningshus. Håndværkerforeningen drev den tekniske skole, hvor de underviste, og oplærte de unge håndværkere til stor succes indtil 1901, hvor skolen blev solgt til kommunen. Håndværkerforeningen havde dog stadig tætte bånd til den tekniske skole. 

Sangen var med fra starten i håndværkerforeningen, men var ved at forsvinde i 1908, da foreningen skiftede navn til ”Horsens Håndværker og Industriforening”. Den daværende formand kobbersvend Christian Nielsen formåede at holde gang i sangkoret og etablerede samtidig en selvstændig bestyrelse for koret. 

Da foreningen holdt 100 års jubilæumsfest i 1950, var det ældste medlem 83 år gammel og havde været medlem af håndværkerforeningen siden 1891. I sin tale til foreningen udtrykte medlemmet, at han stadig var stærk modstander af foreningens navneændring i 1908, hvor sangforeningen blev udeladt af navnet. På trods af denne adskillelse mellem håndværkerforeningen og sangkoret er koret stadig aktiv i dag.

Udover sang og det sociale fællesskab gik foreningens medlemmer også meget op i deres fags overlevelse.

Håndværkerforeningens medlemmer havde tidligt været opmærksomme på, at håndværkere uden uddannelse ville få det svært i den industrielle tid, hvor fremskridt og teknik virkelig tog fart. Derfor vedtog foreningen allerede i 1873 at arrangere årlige svendeprøver, der blev bedømt af et udvalg af mestre fra forskellige fag, hvorefter de nye svende blev fejret i festlokalet i foreningens hus.

Håndværkerforeningens motto i denne periode var: ”Fra godt haandværk til gode industriprodukter”. Da industrien kom til Horsens og tog fart i anden halvdel af 1800-tallet, skyldtes det bl.a. de mange udlærte håndværkere, der næsten alle var foreningsmedlemmer. 

En håndværkerforening uden politik

Der er stor forskel på foreningslivet dengang og i dag. Der er flere underholdningstilbud i dag, bl.a. tv og radio, og mange små lokale foreninger har derfor svært ved at tiltrække medlemmer.

I starten af 1900-tallet var håndværkerforeningen byens største forening med hen mod 2000 medlemmer, hvor der oveni kom koner, børn og andre familiemedlemmer. Foreningen var derved en stor del af Horsens by. 

Dog var det ikke alle mænd, der havde lige adgang til foreningen. Socialdemokratiske medlemmer blev nægtet optagelse i foreningen pga. deres politiske overbevisning. En holdning der aldrig var gået i dag, men dengang tog foreningen afstand til politik. Dette ændrede sig dog midlertidigt under 2. verdenskrig, hvor foreningens hus blev benyttet til politiske møder. Foreningen tillod alle de forskellige partier at holde møder i deres hus, idet emnerne oftest var nationale. 

Både håndværkerforeningen og sangkoret fungerede på bedste vis under 2. verdenskrig, men huset blev dog beslaglagt af tyskerne i 1944 til brug for tyske flygtninge. Efter befrielsen fik foreningen deres hus tilbage, samt erstatning for de skader tyskerne havde forvoldt. Dog måtte foreningen ekskludere visse medlemmer på grund af deres politiske og nationale holdning under besættelsen. 

En oase midt i byen

Håndværkerforeningens hus havde en have tilknyttet, der blev flittigt brugt af de mange håndværkerfamilier og enkeltpersoner til udflugter. Alle foreningens medlemmer havde adgang til haven, der også var åben for ikke-medlemmer, hvis de kom i følgeskab med et medlem.

I haven var der store træer, plæner, blomster, en lille sø med svaner, et friluftsteater og en musiktribune. Om sommeren var der forestillinger på friluftsteateret hver torsdag for foreningens medlemmer, og entréen var 35 øre. Udover teaterforestillinger var der også to aftenkoncerter hver uge om sommeren. 

Foreningens have blev omlagt til parkeringsplads i 1974 efter påtale fra kommunen, da parkeringsproblemerne foran foreningens hus blev for kaotiske.

Mange ældre borgere så det som et tab, da de huskede lørdagsdansene, søndags kaffekoncerterne og deres generelle brug af haven, der lå som en oase midt i Horsens by. Haven er væk, men huset står stadig tilbage – på en og samme tid et levn fra svundne tider og et endnu aktivt og driftigt vartegn for byen.

Skrevet af historiker Sara Hai Abildtrup, 2016. 

Arbejdernes Forsamlingsbygning blev opført i 1922-23 af fagbevægelsen. Placeringen på Kildegade gjorde, at huset i folkemunde kom til at gå under navnet Kilden, og det blev da også den officielle titel på bygningen i 1972.

Det var arkitekt Viggo Norn, som tegnede den ny klassicistiske bygning og derved skabte flotte rammer for fagforeningsarbejdet og forlystelseslivet. 

Arbejderbevægelsen var i de første årtier af det 20. århundrede for alvor ved at vokse sig stærk. Det var imidlertid vanskeligt for arbejderne at leje sig ind i byens mødelokaler, og man satte sig derfor for selv at opføre en bygning. Det endte med at blive et projekt til den svimlende sum af 541.835,84 kroner, og det var vel at mærke arbejderne selv, som forestod finansieringen.

Indvielse i 1923

Huset blev indviet den 9. oktober 1923, og indvielsen blev blandt mange andre overværet af den senere statsminister Thorvald Stauning.

Det var en stor dag, hvor borgmester Axel Sørensen udtalte ”håbet om, at det sammenhold, der havde skabt bygningen, kunne bestå, så huset gennem de næste 100 år ville kunne blive det samlingsmærke, hvor fagforeningerne i sammenhold omkring Arbejdernes Fællesorganisation kunne skabe nye resultater og en menneskelig tilværelse for arbejderne i Horsens”. (Kilde: Jubilæumsskrift i anledning af 60 års jubilæet for Kilden).

I bygningen blev der plads til kontor-/mødelokaler og festsal. Huset var helt fra starten tænkt som et medborgerhus for arbejderne, hvor der skulle være plads til både faglige og festlige aktiviteter. Det var således helt centralt for udfoldelsen af liv i huset, at der var en velfungerende restaurant.

Kort tid efter indvielsen blev danserestaurant ”Valencia” etableret i festsalen.

De horsensianske arbejdere var glade for det nye mødested, og der blev danset og diskuteret i et væk i Kildegade. Den store begejstring blev dog hurtigt erstattet af bekymring.

Allerede i 1928 løb man ind i økonomiske vanskeligheder. Der var blevet oparbejdet en betydelig gæld i Andelsbanken og Arbejdernes Landsbank, og der måtte en økonomisk sanering til, for at huset kunne fortsætte som ramme om arbejdernes organisatoriske og sociale aktiviteter.

Stormen blev redet af ved indgangen til 30’erne, men inden da var Valencia lukket, og man søgte nu efter en ny restauratør. Valget faldt i 1935 på Frk. Schnack. Forsamlingsbygningen blev ombygget til at være mere intim og hyggelig omkring den store festsal med nye lyseffekter, et nyt orkester og et nyt artistprogram.

Avisernes anmeldelser af Valencias genåbning var alle positive. Programmet og de nye lokaler blev rost, og forvandlingen blev beskrevet som: ”en dvale lig en fugl Fønix i smukke nye klæder”.

Program fra Valencia

Frøken Schnack trak sig tilbage i 1965 og siden fulgte andre restauratører: Ole Madsen etablerede ”Natravnen”, som var den første restaurant i Horsens med 5-bevilling, og Jytte Jørgensen fulgte efter med velrenommeret betjening og veltillavet mad. Igennem alle årene var sigtet det samme: Kilden skulle være et fest- og mødehus for byens arbejdere. Og det havde man ved 60 års jubilæet i 1983 en forventning om ville fortsætte så længe huset stod:

Langt den overvejende del af fagbevægelsen i Horsens har taget det standpunkt, at huset skal bestå også i tiden fremover. Andre har givet op. Bønderne likviderede deres Heimdal, og Borger- og Håndværkerforeningen afhændede Håndværkerforeningen i Allégade. I fagbevægelsen finder vi hensigtsmæssigt at kunne mødes i vort eget hus. Derfor vil Kilden altid bestå. (Kilde: Jubilæumsskrift i anledning af 60 års jubilæet for Kilden).

Men sådan blev det ikke. Kilden består, men det er ikke fagbevægelsen, der er bag roret længere.

Efter mange år med underskud blev bygningen i 1985 overtaget af Horsens Kommune. I 2007 var det endegyldigt slut med Kilden som et offentligt samlingssted, idet Horsens Byråd besluttede at sælge Kilden til Sct. Ibs Skole for 16,8 mio. kroner.

Bygningen nedbrændte den 6. maj 2018 og blev nedrevet i juli 2018. Herefter byggede Sct. Ibs skole en ny skole på grunden. 

Anna Hansdatter Svane blev født i Ribe. Hendes forældre var den kongelige historiograf og ærkediakon Hans Svanning (1503-84) og Marine Sørensdatter Stage (1539-1615).

Anna Svane voksede op i et hjem, der som følge af faderens virke må have været præget af åndelige og intellektuelle sysler. Et godt vidnesbyrd om hjemmets særlige karakter består i, at næsten alle hendes brødre fik en universitetsuddannelse, og at hendes søstre blev gift med professorer, præster, en rådmand og en foged. I 1590 indgik hun i Ribe ægteskab med købmand, borgmester Hans Olufsøn Riber, der også stammer fra Ribe og var søn af Oluf Pedersen Staby og Else Svendsdatter Neb. Hun var formentlig temmelig ung, da hun stod brud. De af hendes søstre, som vi kender både fødselsår og vielsesår for, var kun 15 og 16 år ved ægteskabets indgåelse. Det var ikke usædvanligt for piger fra dette sociale lag. Denne alder anbefales da også af Luther for at hindre førægteskabelige seksuelle forbindelser.

Anna Svane bosatte sig i Horsens, hvor ægtefællen var borgmester. Han havde allerede i en årrække drevet købmandskab her, hvor hans søster Anne var gift med byens anden borgmester. Anna Svane var borgmesterkone i alle de 25 år hendes ægteskab varede. Ægteparret fik syv børn, hvoraf to døde som spæde. Datteren Anne (født ca. 1596) blev gift med den senere borgmester i Horsens, Ernst von Baden. Sønnen Oluf blev selv borgmester i Horsens, og datteren Else (født ca. 1601) var gift tre gange, alle gange med en præst, mens sønnen Anders døde ung. Endelig blev Anna Svane mor til den berømte professor og biskop over Sjællands stift, Hans Hansen Svane (født 1616). Han var en af de fremtrædende mænd på stændermødet i 1660, forud for Enevældens indførelse. Anne Svane indgik i et netværk, som i tiden efter Reformationen udgjordes af landets protestantiske borgmesterfamilier. Hendes morforældre og svigerforældre var borgmesterpar, hendes svigerinde borgmesterkone, en søster giftede sig med en rådmand, og hun selv blev mor til en borgmesterkone og til en borgmester.

Anna Svanes stiftelse

Efter sin mands død vedblev Anna Svane at drive købmandskab og forvalte parrest mange ejendomme i Horsens. Da Jylland var besat under Kejserkrigen i 1627-1629, rejste hun bort og opholdt sig bl.a. hos sønnen Hans, der i 1628 studerede i Franeker i Friesland. Efter sin tilbagekomst stiftede hun i omsorg for kvinder, der var langt dårligere stillet end hende selv, i 1631 små boliger for tre fattige enker. I 1785 blev den såkaldte Svanebolig opført af den fremtrædende arkitekt, Anders Kruuse. Økonomien stammede fra Anna Svanes stiftelse. Den markante Svaneboligen lå i Fugholm, indtil den blev revet ned efter 2016, hvor Kulturstyrelsen affredede huset. Enkestiftelsen var den første af sin art i Horsens og en af de første i Danmark. Også på anden vis satte Anna Svane sig et minde. I Klosterkirken i Horsens hænger et af byens ældste epitafier, og her er hun den centrale person. På epitafiet ses hendes forældre, ægtefællen, Anna Svane selv, datteren og svigersønnen, der blev borgmester i Horsens, samt hendes øvrige børn. Fremstillingen af børnene viser, at det må være malet før 1614. Med epitafiet, der så klart refererer til Horsens bys fremmeste borgerskab og dets lærde aner, markerede Anna Svane og hendes familie både deres fromhed og deres slægts- og selvbevidsthed. Anna Svane døde i 1637.

På den følgende liste findes oplysninger om de trossamfund, som har lokaler i Horsens by i form af f.eks. et menighedshus, en moske, en synagoge eller en kirke.

De allerfleste bygninger huser fungerende menigheder, men et par huse er opført sidst på den efterfølgende liste, fordi de ikke længere er i funktion til det formål, de oprindeligt blev opført til, men trods alt stadig kan genkendes som et troens hus.
Alle artiklerne er skrevet af Marianne Brown Thomsen.

Vor Frelsers Kirke

Vor Frelsers Kirke er Horsens ældste, endnu stående bygning. Omkring 1225 blev byggeriet af en treskibet teglstenskirke med dobbelttårnsanlæg igangsat.

Bygningen bar i mange år navnet Skt. Ibs Kapel. Branden i Horsens omkring 1450 omfattede ødelæggelser på kirken. Bl.a. styrtede et af kirkens tårne ned og blev senere helt fjernet ved en renovering af kirken. Derfor har kirken i dag kun et tårn.

Tårnet blev i 1737-38 udstyret med et løgkuppelspir tegnet af bygmester N. H. Rieman. Han tegnede også Lichtenbergs Palæ i Horsens, opført i 1744. I 1797 skiftede kirken navn til Vor Frelsers Kirke. Kirken ligger på Torvet 9, men i dag er adressen Kippervig 2-4, idet det er sognehusets adresse. Vor Frelsers Kirke tilhører den evangelisk-lutherske kirke og hermed den danske folkekirke.

Klosterkirken

Klosterkirken fungerede til at starte med som kirke i et gråbrødrekloster, der blev grundlagt i 1261. Dengang bestod kirken i klosteret kun af en enskibet teglstensbygning.

I 1532 blev klosteret ophævet. Kirken blev istandsat i årene 1736-47. Istandsættelsen blev ledet af bygmester N. H. Rieman. Senere, i 1888-92, blev kirken igen restaureret denne gang af arkitekt H. B. Storck.

I dag fremstår kirken som en gotisk bygning med kor, et treskibet langhus og en tagrytter. Klosterkirkens adresse er Borgergade 30. Klosterkirken tilhører den evangelisk-lutherske kirke og hermed den danske folkekirke.

Hospitalskirken 

Da Hospitalet blevet reorganiseret i 1560 blev den tidligere Skt. Jørgensgård omdannet til Hospitalskirke. Kirken indgår i en almindelig bygning og er bygget af pudset teglsten.

Omkring 1868 blev Hospitalskirken indvendigt restaureret af arkitekt J. C. Clausen og fik dens nuværende udseende. Kirkens adresse er i dag Hospitalsgade 10. Hospitalskirken tilhører den evangelisk-lutherske kirke og hermed den danske folkekirke.

Sønderbro Kirke

Kirken blev bygget i 1969-71 og er tegnet af arkitekt Paul Niepoort. Kirken består af hovedskibet og et tredelt sideskib. Sønderbro Kirke er lavet i hvidt beton og kirkens fritstående tårn er 34 m. højt.

Niepoort ønskede at skabe en kirke som både er en bygning og en skulptur: Den hvide kirke med dens runde former og det markante tårn skal fungere som et monument i bybilledet. Kirkens adresse er Bygholm Parkvej 1. Sønderbro Kirke tilhører den evangelisk-lutherske kirke og hermed den danske folkekirke.

Adventkirken

Adventisternes første menighed i Danmark opstod i Vendsyssel i 1877, og mellem 1878 og 1880 kom de til Horsensegnen. I 1924 blev en egentlig menighed dannet bestående af 20-40 medlemmer.

Dette tal steg stille og roligt de efterfølgende år. Menigheden holdt til i et lejet lokale på Kildegade 11 i næsten tyve år. Efterhånden blev ønsket om at få et eget hus så stort, at menigheden købte en byggegrund og byggede sin egen kirke på den daværende Hattingvej (i dag Bygholm Parkvej 2).

I foråret 1954 kunne adventisterne derfor fejre indvielsen af deres egen kirke. Kirken er tegnet af arkitekt Fritz Madsen. Han ønskede at kirken udtrykte en moderne opfattelse af et gudshus. I det indre er stilen traditionel og i det ydre er kirken nyskabende.

Horsens Adventkirke er bygget af røde teglsten med hvide lodrette bjælker fra taget og ned til jorden. Kirkens meget høje tag kendetegner mange af Adventkirkens kirker, dog ikke dem alle. 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (også i almindelighed kendt som Mormonkirken) kom til Danmark i 1850 og til Horsens i 1946. En gren af kirken har efter alt at dømme haft en kirke her tidligere, men først i 1946 begyndte mormonerne at holde husmøder i byen. Kort tid efter, i 1947, blev det første officielle møde afholdt på Munchs Hotel i Smedegade 68.

Imidlertid var stedet for dyrt og derfor flyttes møderne til lejede lokaler på Smedegade 46 over gården i februar måned i 1948. Lokalerne var forfaldne, og derfor ledte menigheden efter et permanent sted at være.

I slutningen af 1956 købte de grunden på Margrethevej 6, hvor menigheden selv byggede sit eget hus. Kirken blev indviet i 1958. Spiret som ses på kirken kendetegner mange af Mormonkirkens kirker. Bygningen er opført af røde teglsten og skiller sig kun ud fra de andre omkringliggende huse ved dens størrelse og spir. 

Den Apostolske Kirke

Fra 1922 holdt Pinsemenigheden, som dengang bestod af Den Apostolske Kirke og Pinsekirken, møder på Vimmelskaftet 8. Samme lokaler havde metodisterne tidligere benyttet. På grund af uenigheder om ledelsen blev Pinsemenigheden delt i 1924. Den Apostolske Kirke forblev på adressen Vimmelskaftet 8.

I 1928 købte Den Apostolske Kirke huset og holder i dag stadig til på denne adresse. Bygningen er en etageejendom og ligner de omkringliggende huse på gaden. Apostolsk Kirke er lavet af røde teglsten og det eneste som indikerer, at denne bygning anvendes som kirke er et lille skilt som hænger ved siden af døren. 

Den katolske Sankt Josefs Kirke 

Den katolske menighed i Horsens har holdt gudstjenester i byen siden 1872. I starten i et lille kapel i baggården til Søndergade 47 og senere, i 1874, købte katolikkerne, det tidligere Hotel Royal i Nørregade 19. Indgangen til kapellet var prydet med en portal med indskriften ”Sct. Josephs Kapel”.

I dag kendes kapellet kun fra billeder. Kapellet, en drengeskole og en præstebolig blev etableret i bagbygningen. Den katolske menighed lejede de forreste lokaler ud, fordi deres økonomi var stram. Samtidig indrettes en skolestue (Pige- og Pogeskolen) i mellembygningen.

Opførelsen af en katolsk kirke blev først mulig efter en testamentarisk gave på ca. 40.000 kroner i 1896 fra afdøde medlem Franciscus Van De Reydt. Kirken stod færdig på Nørregade 19 i januar måned 1897. Bygningen er tegnet af arkitekt Hector Estrup og består af skib, kor og tårn.

Kirken er opført af røde teglsten med fem hvide bælter på kirkens tårn. Desuden er der små hvide gavlblændinger som bryder de røde teglsten. I januar måned 2010 er et nyt indgangsparti/våbenhus, tegnet af Ginnerups tegnestue, blevet færdiggjort. Det nye byggeri er usynligt fra Nørregade, idet det ligger ud til kirkens bagside. 

Pinsekirken Elim

Pinsekirken Elim holdt til forskellige steder i Horsens efter dens deling fra Apostolsk Kirke indtil de fik et fast mødested på Kildegade 15, hvor kirken boede i mange år.

Bygningen blev af mange omgange ombygget og udvidet. På det ene billede ses dette hus i 1957. Det viser et hvidmalet murstenshus. Det eneste som indikerer, at det bruges som kirke er indskriften over døren hvorpå der står ”ELIM”.

Pinsekirken fik i midten af 60’erne bygget en ny kirkesal til huset. Et andet billede fra omkring 1990 viser det samme hus, som nu er skalmuret af gule teglsten. Foran hoveddøren er bygget en smal tynd mur hvorpå et kors og indskriften ”ELIM” er påført.

I 1998 blev bygningen solgt. Indtil Pinsekirken købte en ny grund på Sverigesvej 29, i sommeren 1999, boede den i forskellige lokaler rundt i Horsens. Bygningen på Sverigesvej havde tidligere været en systue og blev efter overtagelsen grundigt ombygget. Pinsekirken holder i dag stadig til på denne adresse.

Frelsens Hær

Frelsens Hær kom til Danmark i 1887 og til Horsens i 1889. Hos Frelsens Hær kaldes menigheden for et korps. 

Det første møde i Horsens fandt sted i et lille lokale i Søndergade 16, og en overgang havde Frelsens Hær til huse i Smedegade 44. I 1905 købte hæren bygningen på Hulvej 5 og senere blev Hulvej 7 også indkøbt.

Horsens Korps boede her fra 1905 og frem til 1997, hvor de flyttede til Grønnegade 7-9. Huset på Grønnegade er opført af Frelsens Hær selv og er bygget af teglsten, som er malet blå og har et fladt tag. Bygningen i Grønnegade ligner de omkringliggende huse og hæren holder i dag stadig til på denne adresse. 

Jehovas Vidners Rigssal 

Ifølge Horsens Vejviser har Jehovas Vidner haft adresse på Smedegade 38 i årene 1954-1958. I 1975 var de flyttet til Stefansgade 35.

Fra 1985-1992 var adressen Absalonsgade 9, hvor de havde rigssal.

I dag holder de til på Robert Holmsvej 10, hvor de også har en rigssal. Bygningen her er bygget af røde teglsten og ligner de andre omkringliggende huse.

Yunus Emre Moske 

I 1991 købte Dansk-Tyrkisk Islamisk Kulturforening ejendommen på Sønderbrogade 2 i Horsens. Siden da har de anvendt bygningen som moske for byens sunni-muslimer. Ejendommen er opført i teglsten – stue-etagen i pudset teglsten der er malet grå og 1. salen i røde teglsten.

Der er ikke umiddelbart noget ved huset som indikerer at huset anvendes som moske. Navnet Yunus Emre Moske stammer fra en tyrkisk digter Yunus Emre som levede ca. 1240-1321. 

Getsemane Kirke - Horsens metodistmenighed 

Landets første metodistmenighed blev stiftet i 1859. Indtil metodisterne i Horsens fik et fast mødested i 1882, mødtes de i forskellige private hjem bl.a. hos familien Schorn, som boede på Grønland eller Grønlandsgade 2 (i dag Åboulevarden 26).

Ved første møde var 20-40 personer forsamlet, men meget hurtigt blev forsamlingerne større. I 1881 blev der stiftet en egentlig menighed, og i 1882 fik metodisterne et fast mødested - et missionshus på Vimmelskaftet 8.

I 1886 kunne metodisterne efter en pengeindsamling købe denne bygning. Her holdt de til indtil 1906, hvor Getsemane Kirken blev indviet. Adressen var dengang Jernbanegade 22, men i dag hedder gaden Houmannsgade 41.

Kirken er tegnet af arkitekt Chr. Jørgensen og opført i røde teglsten. Bygningen består af et langhus med et tårn ved nordenden. Hoveddøren er placeret centralt i tårnets nordside. Øverst på tårnet er placeret et ottesidet spir.

I mange år havde metodisterne et stabilt medlemstal, men efterhånden fik menigheden færre medlemmer. Menigheden i Horsens ophørte i juni 2006. Kirkebygningen fungerer i dag som en del af Vor Frelsers Kirke.

Mosaisk Troessamfunds synagoge 

Jøderne i Horsens har fra 1700-årene og frem til 1867 haft bedesale i forskellige private hjem i Horsens.

Synagogen i Farvergade 6 blev indviet d. 27. december 1867. Bygningen blev bygget med hjælp fra et stort økonomisk bidrag fra de fire søskende fra familien Levy.

Synagogen er tegnet af arkitekt J. C. Clausen og opført i røde teglsten med hvide mønstre omkring døren og vinduerne. Synagogen er præget af en orientalsk stil, hvilket bl.a. ses ved indgangspartiet hvor en hvid løgformet bue omkranser døren.

Byens menighed blev med tiden mindre, og omkring år 1900 var der ikke mandlige medlemmer nok til at opretholde en synagoge. Dette resulterede i, at bygningen i Farvergade 6 fra 1897 ikke længere blev anvendt som synagoge.

Bygningen blev og bliver derfor benyttet som stiftelse, deraf også bygningens navn ”De fem Søskende Levys Stiftelse”. Med navnet ”De fem søskende” menes de fire søskende som gav tilskud til opførelsen af synagogen og deres dengang afdøde bror Zander I. Levy.

I årene mellem 1780 og 1807 husede Horsens et eksilhof, bestående af to prinser og to prinsesser. Den ældste var prinsesse Katharina (1741-1807), derefter fulgte Elisabeth (1743/1744-1782), derefter Peter (1745-1798) og Aleksej (1746-1787). De ligger alle begravet i Klosterkirken i Horsens. 

Indtil overflytningen til Danmark havde de været fængslet i ca. 35 år i Kholmogory nær Archangelsk i Rusland, som resultat af en magtkamp om Ruslands trone, som deres mor og storebror Ivan tabte i 1741.

Silhuet af de fire fyrstelige russere. Billedet er antageligt en gave til enkedronning Juliane Marie fra prinsesse Katharina, der selv havde klippet det (Rigsarkivet)

Deres faster enkedronning Juliane Marie og hendes stats- og geheimkabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg, der stammede fra Horsens, tilbød de voksne prinser og prinsesser ophold i Horsens, efter at den russiske kejserinde Katharina den Store havde besluttet, at de nu ikke længere var en trussel for Rusland og derfor godt kunne forlade deres hidtidige fængsel. 

Hoffet flytter ind i Palæet

I Horsens blev to gårde på Torvet (hvor nuværende nummer 2 og 4 ligger) ombygget til det, som efter kongelig ordre skulle kaldes ”Palæet”.

På billedet herover ses den vestligste af de to gårde.

Ombygningen blev udført efter tegninger af hofbygmester C.F.Harsdorff, der besøgte Horsens i sommeren 1780, og det praktiske arbejde gennemførtes af Harsdorffs konduktør, arkitekt Hans Næss og den lokale arkitekt Anders Kruuse.

Foruden selve ombygningen af de to gårde, tilføjedes to nye bygninger til komplekset, nemlig den store køkkenbygning og et kapel, hvor de fire russiske fyrstelige kunne udøve deres russisk-ortodokse tro.

Foruden af de fire fyrstelige bestod hofholdningen af 46 ansatte, hvoraf 28 modtog daglig bespisning ved hoffet som en del af deres løn. Personalet udgjordes af hofchefen, intendanten og hans fuldmægtig, der begge stod for indkøb til hoffet, kammerjomfruer, kammertjenere, lakajer, kokke, køkkensvende, oldfrue, vaskepiger og mange andre.

Import af ananas, kaffe og sukker

Til driften af den store husholdning modtog hoffet hvert år fra Rusland det, der svarede til 28.000 rigsdaler. Mere end 10.000 rigsdaler gik til mad- og drikkevarer. Lønningerne beløb sig til ca. 7160 rigsdaler. Resten blev brugt til brænde, lys, uniformer og andet tøj samt driften af stalden med heste og vogne.

Indkøbene til husholdningens måltider blev foretaget i udlandet, i København, i Horsens by, på de omliggende herregårde og hos omegnens præster og bønder og fortæller om en stor variation i råvareindkøbene.

Fra Hamborg skaffedes ananas, fra England kom der ale, porter, oste og sennep, ligesom der også fra både Schweiz og provinsen Holland kom oste, teen stammede fra Kina og kaffen fra Martinique.

Fra København blev der oversendt ris fra South Carolina, sukker fra byens raffinaderier, visse krydderier, sagogryn og mannagryn.

I Horsens by købte hoffet appelsiner, citroner, meloner, figner, brød, kød og konfekt og is hos sukkerbageren.

Fra herregårdene fik hoffet fjervildt og hårvildt samt masser af fisk, krebs og forskellige grønsager og desuden smør, mælk og fløde. Fra bønderne kom også grønsager og fra præstegårdene fjerkræ, som kalkuner, kapuner, høns, kyllinger og æg.

Alle disse madvarer blev anvendt i husholdningen til bespisning af de mange ansatte og de fyrstelige. Hoffet drev ikke meget selskabelighed, men modtog dog besøg både af repræsentanter for kongefamilien, af adelige fra omegnen og af byens borgere, som besøgte de borgerlige blandt de ansatte.

Tidsfordriv

De fyrstelige fordrev derudover tiden med ridning og billard (for mændenes vedkommende) og med tegning, silhuetklipning og brevskrivning (for kvindernes). Desuden gik de til gudstjeneste i kapellet og om sommeren indbød deres dejlige have syd for Palæet til spadsereture og udendørs liv.

Her optrådte også teatergrupper i det fri. Om vinteren var det et yndet tidsfordriv for de fire russere, at køre i kane gennem det sneklædte landskab i Horsens nærhed.

Efter den sidste prinsesses død vedblev hoffet at fungere indtil inventaret var bortauktioneret og boet opgjort i 1808. Derefter blev der ikke gjort egentlig brug af bygningerne før i 1810, hvor en renovering af bygningen blev påbegyndt, fordi huset nu skulle tjene som bolig for prinsesse Charlotte Frederikke, der var blevet skilt fra prins Christian, senere kong Christian 8.

Hun flyttede til Horsens i 1810, men Palæet stod først klar til indflytning ved årsskiftet til 1811. 

Skrevet af Bodil Møller Knudsen 2008.

Bygholm å løb allerede i vikingetid og tidlig middelalder gennem det område, hvor Horsens nu ligger, og dannede i mange hundrede år byens grænse mod syd.

Den tidligste bebyggelse, fra 900-årene, lå lige nord for det sted, hvor åen møder fjorden og skaber en naturlig havn, nemlig i området ved nuværende Borgergade og Klosterkirken og lidt øst og vest herfor. 

(Åen udfor Kirkegyde før den blev fyldt op i 1904.)

Da byen i 1200 - 1300-årene forandredes fuldstændigt med en ny byplan, vedblev åen, som noget af det eneste, at være et konstant orienteringspunkt. Byens nye hovedfærdselsårer, Søndergade - Borgergade og Nørregade - Kattesund blev nemlig anlagt parallelt med åen.

Derved blev byens plan og indre logik skabt over tre parallelle øst-vest gående forløb: nemlig åen mod syd og de to gadeforløb parallelt løbende nord herfor.

Åen forlænges

Eftersom byen her i højmiddeladeren kom til at strække sig længere mod vest end den gjorde ved dens opståen, så forlængedes også den del af åen, som byen gjorde brug af til havn, med et stort stykke mod vest, nogenlunde til det sted, hvor det moderne rådhus nu ligger.

Åen og de store gader blev forbundet med mange smågader, gyder og smalle gange. 

Imidlertid var åen ikke særlig dyb, hvilket skabte to problemer. Den frøs nemlig hurtigt til om vinteren, og derfor måtte byen gøre brug af en såkaldt vinterhavn. Den lå ved Stensballesund og er nævnt første gang allerede i 1442. Desuden kunne lidt dybere stikkende skibe ikke gå ind i åen og derfor blev det almindeligt at disse skibe lå på reden lidt uden for åens munding, hvorfra varerne så blev prammet ind.

Der findes ikke nogen mere nøjagtig angivelse af åens mere detaljerede forløb, før den første gang blev afbildet på et kort i 1677. I et enkelt tilfælde har det dog været muligt at påvise, at åen løb meget tættere ved Klosterkirkegårdens mur i middelalderen end det blev tilfældet senere.

Hospitalsbro var den eneste middelalderlige bro. Den førte over åen på det sted, der i vore dage svarer til krydset Hospitalsgade - Sønderbrogade.

En bro ved Fugholm

I 1677 blev det første kort over Horsens tegnet og herpå ses åen naturligvis. Mange steder langs åens nordside var grundene ikke bebygget helt ned til åen eller til den gade langs med åen, som langsomt voksede frem her.

Og åens sydside ligger helt ubebygget hen. Imidlertid blev der allerede i 1615 bygget en - ikke på kortet angivet -bro over åen, hvor gaden Fugholm fra nord møder den, så området syd for åen er blevet taget i mere regelmæssigt i brug på dette tidspunkt. Formodentlig var her blegepladser for vasketøjet fra byens husholdninger. Landstykket mellem åen og den syd for liggende vig af Horsens fjord, med navnet Flasken, var på dette tidspunkt meget smalt og fugtigt, så nogen større udnyttelse har der heller ikke været mulighed for.

Kortets angivelse af at der kunne bygges skibe så langt oppe ad åen som ved det nuværende rådhus må anses for fejlagtigt, hvad angår 1600-tallets slutning.

Da var åen både lavvandet og så fyldt med mudder og sand, at det ville være umuligt for de store skibe at passere under broen ved Fugholm, men muligvis henvises til en ældre brug af stedet eller til at der blev bygget småbåde og pramme her.

På kortet ses også det østlige endepunkt for havnen, det såkaldte Ladebrohoved, der strakte sig ud i fjorden, fra et sted sydøst for vore dages Havne allé.

Sidst i 1600-årene påbegyndtes også inddæmningen af det smalle stykke land mellem åen og den flakke del af fjorden, der som nævnt kaldtes Flasken. Denne inddæmning ses tydeligt på Eegbergs oliemaleri fra 1746.

Man kan også se at skibene befinder sig uden for selve åhavnen, nemlig på det område, som kaldes Ladebroen, og i enkelte tilfælde Skibbroen. Det er her ud fra at havneområdet kommer til at vokse. I vore dage er det blevet til det stykke land, hvor den forhenværende toldbod og stykgodspakhuset ligger.

Problemer med tilsanding - havnen uddybes

I 1600-årene og hovedparten af 1700-årene vedblev hovedproblemet, hvad angår havnen, at være at sejlrenden mellem å-forløbet og fjorden konstant sandede til. Der kom mange forslag til opmudring af både åen og sejlrenden, og i 1736 udnævntes for første gang to havneinspektørerer, der skulle råde bod på havnens brøstfældigheder. 

Imidlertid var det først med den store fornyelse af hele havneområdet i årene efter 1785 at der virkelig skete noget. Amtmand over Århus amt Ove Høegh-Guldberg, der var født i Horsens, nedsatte en havnekommission som både havde teknisk og søkyndig indsigt.

Bolværkerne i åen blev fornyet, skarnkasser indrettedes, således at alt affald ikke skulle havne i åen og en muddermaskine opmudrede hele å-forløbet samt selve sejlrenden ved Ladebroen, helt ud til fjordens sejlrende.

Opmudringen betød, at skibe nu kunne gå lastede ind i åen. På den søndre side af åen blev der sat bolværker, således at alt den jord, der blev fjernet fra åen ved opmudring kunne henlægges der og gøres brugbar som opfyld.

Her blev derefter anlagt to kølhalningspladser. På nordsiden af åen - lige øst for nuværende Havne allé - udvidedes byens egen tømmer-og skibbygningsplads med et stort område.

Uddybningen af havnen forløb så godt, at det i 1811 blev muligt at have skibene i vinterleje i selve havnen inde ved Horsens og vinterhavnen i Steensballesund blev opgivet.

Havnen blomstrer - og udvides

I årene efter 1785 er havnen i smuk blomstring. Fugholms bro bliver gjort til vindebro, så større skibe kan gå ind, pakhuse skyder op langs nordkajen og sydkajen bebygges så småt. Der er fyldt af skibe i havnen, der kølhales og tømres nye skibe, varerne strømmer til og fra og byen blomstrer. De rige købmænd bygger store gårde på byens ene hovedgade, Søndergade, og de rige håndværksmestre bygger på byens anden hovedgade, Nørregade. Selv nybyggeri til småkårsfolk opføres, især i smågaderne som forbinder hovedgaderne med havnen.

I 1800-årenes midte var befolkningens antal steget radikalt (fra 2398 i 1807 til 12.652 i 1880) og den voksende industri gjorde en havneudvidelse nødvendig. På østsiden af Ladebroen lå den såkaldte Smedekrog og her blev den nye havn anlagt i slutningen af 1850erne (se kortet fra Traps Danmarksbeskrivelse).

Samtidig blev der fyldt op med jord rundt omkring havnebassinet, og lige nordford blev der udlagt haver til brug for arbejderne i kvarteret. Også på sydsiden af åen lå der nu huse og værksteder, der var tilknyttet skibsfarten.

På dette tidspunkt begyndte det egentlige åløb at miste sin betydning. Nu kom skibene igen ikke længere ind i havneområdet end til den nye havn og til åens udmunding.

Åens rolle udspillet

Allerede i 1883 kom spørgsmålet om åens fyldning på tale uden at der skete yderligere. Imidlertid henvendte en del af de ejere, der havde grunde ned til åen, sig i 1897 til kommunen med tilbud om at yde et tilskud til betaling af opfyldningen af åen.

I 1902 blev det vedtaget at fylde åen fra Levysgade og til lige vest for Havne allé. Den 2. maj 1903 påbegyndtes fyldningen af åen, ved at man tog jorden fra udgravningen til Svaneapoteket, på hjørnet af Borgergade og Torvet, kørte det ned til Fugholms bro og væltede det i åen. I begyndelsen af 1904 var selve fyldningsarbejdet færdiggjort, og selve gadeanlæggelsen påbegyndtes.

Åen er således ikke lagt i rør, som det er sket mange andre steder, men fyldt op. Bygholm å løb videre i et andet forløb, som der allerede i flere hundrede år var ansatser til. Det synes nemlig som om Bygholm å, da den nåede Horsens, løb både i det kendte løb ind gennem byen, og i et meget kort forløb lige ud i fjorden.

Det er dette sidste udløb, som består i dag. Nu er det meget, meget længere end det var fra begyndelsen. I den tidligst tid gik fjorden næsten indtil nuværende Sønderbrogade og denne del af åens forløb var derfor ikke nær så langt som det er i dag, hvor påfyld og inddæmning har skabt et kæmpestort nyt landområde syd for den gamle åhavn.

Åen lukkes

Før åens lukning i 1903 var der røster for både en bevarelse af status qvo og for en lukning. De, som talte imod, sørgede over at byens rigdom af gamle huse langs åen og selve sammenhængen mellem byens huse, åens og byens historie ville forsvinde. De, som ønskede åen lukket, kaldte sig fremskridtets mænd. De ønskede, at alt det uhumske ved åen ville forsvinde, og de glædede sig over at have fået en fortrinlig direkte færdselsvej mellem banegården og havnen.

Åen blev lukket, hovedparten af de gamle, smukke huse omkring den efterhånden revet ned, og det sidste stykke åhavn mellem Havne allé og den nu forhenværende toldbod blev som det eneste minde om fordums dage lukket i første halvdel af 1980erne.

Nu er det alt sammen et stormomsust område uden megen oplevelsesmæssig værdi.

Skrevet af Bodil Møller Knudsen 2008.