Gå til hovedindhold

Tamdrup Kirke og Tamdrup Bisgård

Tamdrup Kirke har en forbløffende størrelse og er oprindelig bygget som en treskibet basilika omkring 1125. Tamdrup Bisgård kendes fra 1486.

  • Læs op

Indhold

    Tamdrup Kirke og Tamdrup Bisgård ligger sydvest for Vinten og Lund. Kirken ligger enligt på et højdedrag (77 m).

    Tamdrup Kirke har en forbløffende størrelse og er oprindelig bygget som en treskibet basilika ca. 1125 med omfattende ombygning i 1400-tallet.

    Den fremstår i dag med romansk kor og skib samt sengotisk tårn og våbenhus. Kirken tilhørte formentlig biskoppen i Aarhus Stift, som i middelalderen også ejede Tamdrup Bisgård. Kirken er formentlig en af landets ældste.

    Tamdrup Bisgård

    I en dalsænkning syd for kirken ligger enestegården Tamdrup Bisgård, der kendes fra 1486. Ejerlavet bestod i 1688 af to gårde, men efter Tamdrupgård havde været øde i en årrække blev jorden i 1750 lagt ind under Tamdrup Bisgård.

    Den nuværende hovedbygning opført 1784 oven på en ældre bygning, der var brændt. Et langstrakt et-etages hus med gennemgående frontespice og halvt afvalmede gavle. Til disse slutter sig korte, lavere mellembygninger der forbinder hovedfløjen med to sidefløje, af hvilke den østlige mod syd har en grundmuret tilbygning.

    Sidefløjene ombygget i 1900-tallet. Hovedbygningen danner sammen med den trefløjede avlsgård i kampesten (1894-95 og 1910) et pigstensbelagt gårdrum af anseelig størrelse. Bygningsanlægget og gårdspladsen er fredet. En smuk allé fører til gården fra vest. Den vestlige ejerlavsgrænse markeres af diger, ligesom den aflange fredskov på skrænten i østlig forlængelse af gården.

    Sårbarhed

    Kulturmiljøet er sårbart overfor ændringer af arkitektur, veje, diger, hegn og omgivelser.