Skip Navigation

Fængselsmuseet åbner ny udstilling

Fængselsmuseet fylder 10 år den 17. maj 2022 og markerer jubilæet med en ny udstilling om ulovlige genstande. 

I den nye permanente udstilling vil der være rig mulighed for både at blive forundret og få stof til eftertanke, når man kan gå på opdagelse blandt ulovlige genstande fra forskellige danske fængsler og arresthuse. 

Den nye udstilling indeholder genstande, som tidligere har vist sig at være populære hos museets gæster. Man kan blandt andet opleve 159 hashpiber på nært hold.  

”Hashpiberne fascinerer, fordi de er så opfindsomme. De er fremstillet af helt almindelige hverdagsting såsom sodavandsflasker og støvsugerrør, og så er de i alle mulige farver og størrelser,” siger museumsinspektør Rasmus Barslund Grønbæk.

I samme rum bliver intet mindre end 19 montrer med slugte genstande også udstillet. Montrerne indeholder bl.a. søm og sikkerhedsnåle, genstande, som før har været udstillet, men denne gang fortæller hver montre en personlig historie om fangerne.

”Det er næsten ikke til at forstå, at de her genstande har været slugt. Det er både skræmmende og tankevækkende,” siger Rasmus Barslund Grønbæk.

Aktiviteter for de nysgerrige: Find de ulovlige genstande

Vil man ikke nøjes med at kigge, er der også mulighed for at røre! Der er helt nye aktiviteter, hvor gæsterne kan finde ud af, hvor svært det egentlig er at finde ulovlige genstande i et fængsel. Kan man f.eks. spotte kufferten, der indeholder en mobiltelefon, eller tasken med en kniv? Gæsterne kan også teste sig selv og andre i en visitationsdyst. Hvem finder først de ulovlige genstande i cellen? Og hvor hurtigt?

For flere informationer se www.fængslet.dk