”Onsdage på Horsens Kunstmuseum” er et nyt tiltag i 2023. Arrangementet starter med et oplæg fra en af museets faste faglige medarbejdere, og afsluttes med kaffe og kage i vores café, hvor der vil være mulighed for at tale videre om dagens tema. Oplægget forventes at have en varighed på ca. 15. minutter.
I Michael Kviums figurative og fortællende billedunivers, bevæger han sig ind afkrogene af vores kultur og iscenesætter det dystre og makabre, det moralske og kropslige forfald. Han tager udgangspunkt i den verden, vi lever i og i de mørke sider af vores eksistens. Fremstillingen er kompromisløs og opleves ofte af beskueren som både fascinerende og afskyvækkende.
I Michael Kviums praksis opleves både malerier, tegninger, akvareller, grafiske værker og skulpturer som alle oftest tager udgangspunkt i et surrealistisk og uhyggeligt univers, dog med hans særlige form for humor og morbiditet. I Michael Kviums særprægede univers, inviterer han beskueren indenfor i menneskesindets mørke afkroge, og hans fremstillinger viser ofte tabubelagte emner, som vi mennesker helst ikke vil konfronteres med.
En tilbagevendende symbolik
Michael Kvium benytter en tilbagevendende symbolik i form af: cirklen, forhænget, citronen, bandagen, hjernemassen og de blindes symbol. Alle disse ikoner optræder også i værkerne som udstilles i denne nye ophængning.
Michael Kvium er født og opvokset i Horsens, hvor han virkede som bladtegner for Horsens Folkeblad i årene 1973-79. Han blev efterfølgende uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i årene 1979-1985.
Horsens Kunstmuseum har fulgt og understøttet Michael Kviums kunstneriske karriere siden hans gennembrud i midten af 1980'erne. Museet har i dag landets største samling af Michael Kviums værker, som spænder over maleri, tegning, grafik og skulptur skabt i årene 1985-2014. Horsens Kunstmuseums samling giver mulighed for at følge Michael Kviums kunstneriske udvikling fra 1980'ernes tabubelagte hverdagsscener, til nutidens mere modne og nuancerede billedunivers.
Onsdage på Horsens Kunstmuseum henvender sig til alle der er interesserede i at vide mere om denne aktuelle udstilling og ophængning. Prisen er: 60 kr. inkl. kaffe og kage i Café Ella. Bemærk at prisen er excl. entré til museet. Billetter kan købes på hjemmesiden: www.horsenskunstmuseum.dk
Det er muligt at læse mere om udstillingen på: www.horsenskunstmuseum.dk. For mere information kontakt venligst museumsinspektør Julie Horne Møller på jhmo@horsens.dk eller 53382439