Skip Navigation

Byvandring - i industriens fodspor

Kom med på en oplevelsesrig byvandring om industriens historie i Horsens torsdag den 16. juni kl. 16.30-17.30. Byvandringen er en del af firedages festugen Horsens Holder.

I Horsens Holder vi af de gode fortællinger og de fælles oplevelser. Og i anledningen af festugen Horsens Holder giver Museumschef Merete Bøge Pedersen fra Museum Horsens og Direktør Kristoffer Jensen fra Industrimuseet dig en kombination af begge dele.

Allerede ved vandringens begyndelse ved Industrimuseet får du historien om, hvordan den offentlige forsyning med gas, el, vand og kloakering er vigtige milepæle på rejsen mod den moderne by. For der var lige her, det skete – her blev Horsens Gasværk etableret i 1860 og senere kom elværket til. 

Vandringen går videre til havnen, hvor stykgodspakhuset og toldboden er meget fysiske eksempler på den industriby, som voksede frem i slutningen af 1800-tallet. Merete Bøge Pedersen og Kristoffer Jensen kan, med deres store viden om Horsens’ fortid, trække de lange tråde og gøre det håndgribeligt, hvad byens udvikling dengang har betydet for vores nutid i dag. For industriudviklingen gav ikke kun nye fabriksvirksomheder, men også anledning til nye måder at bo og arbejde på, hvilket eksemplificeres med vandringen op gennem Ny Havnegade. 

Gaden er i dag en af de smukkeste gader i Horsens, men etableringen heraf var hårdt arbejde og politisk spekulation for folkebladsredaktøren Emil Bojesen i 1890’erne. Hans buste kan i dag ses i Lunden, hvor Merete og Kristoffer fortæller videre om politiske og sociale uenigheder og Horsens som vært for Den Jydske Industri- og Landbrugsudstilling i 1905. 

Det sidste stop på turen er Viggo Norns smukke vandtårn på toppen af Caroline Amalielund. Som noget helt specielt låser museumscheferne døren op og tager byvandringen helt op i toppen af tårnet. Der er en fantastisk udsigt over Horsens by og Fjord, som giver et øjebliksbillede af, hvor historien nu er på vej hen. 

  • Byvandringen er gratis, men kræver tilmelding på tlf.: 76 29 23 50
  • Mødested: Industrimuseet, Gasvej 17, 8700 Horsens
  • Se mere på: www.horsensholder.dk 

Kontaktinformation:

Museumschef Merete Bøge Pedersen 
Museum Horsens
Mobil: 40 81 33 44

Museumsdirektør Kristoffer Jensen
Industrimuseet
Mobil: 50 60 09 75