Skip Navigation

Ny arkæologisk udstilling på Horsens Museum

Den nye arkæologiske udstilling fortæller byens og kommunens historie fra den sidste istid og frem til middelalderen.

Det er de helt særlige Horsenshistorier og de allermest specielle oldsager, museet har fundet frem til den nye udstilling.

"De historier, vi fortæller på museet, skal have hérlighed!"

 – siger museumschef Merete Bøge Pedersen og fortsætter: 

"Vores gæster skal se og møde det helt unikke horsensianske; altså den historie, som er helt særlig for vores sted hér i verden – for Horsens."

Og der har været masser at vælge imellem i den del af Horsenshistorien, som arkæologerne arbejder med. Nogle af de Horsensianske fortidsfund er endda så særlige, at de til daglig indgår i Nationalmuseets udstilling og samlinger. 

"Horsens har altid været lidt af et epicenter for first-movers og særligheder. Her i kommunen har vi blandt andet spor efter nogle af de allerførste danskere, vi har nogle af de første metaller i landet, og vi har spor efter nogle helt unikke forbindelser til Romerriget. For bare at nævne nogle enkelte Horsens-specialiteter." 

- siger afdelingsleder for arkæologisk afdeling Lone Seeberg.

Horsens Museum har med den nye udstilling fået mulighed for at låne udvalgte genstande hjem til byen. Men flere fund fra Horsens er så specielle, at de indgår i de permanente udstillinger på Nationalmuseet, og fortsat skal kunne ses der.

Fra de ældste til de yngste
Det er mennesker, som gemmer sig bag arkæologernes unika-fund og udgravninger, som museet har opbygget den nye udstilling omkring. Og museet håber, at udstillingen på den måde kan bruges til at skabe nye relationer mellem fortidens og nutidens Horsensborgere. 

De mindste har allerede taget udstillingen i brug, mens den har været under opbygning. Museet udbød i november en serie af sanserejser for de mindste og deres forældre på barsel, og modtagelsen har været helt overvældende. 

"Vi håbede, at vi ville kunne fylde et enkelt sanserejsehold her i efteråret, men indbakken eksploderede pludselig. Så vi har været så heldige, at vi har været nødt til at starte fem hold i år og sætte folk på venteliste til 2023." 

- fortæller museumschef Merete Bøge Pedersen.  

Derudover inviterer museet, med et helt nyt undervisningskatalog, også skoleklasser ind for at bruge museet som eksternt læringsrum. Det tikker ind med tilmeldinger fra skolerne i hele kommunen, og det glæder museumschefen:

"Den nye udstilling, og de aktiviteter den allerede danner rammen om, er et udtryk for det levende museum, vi gerne vil være. Her skal man kunne mødes i, om og med sin egen historie. For det er den, vi passer på og fortæller – det er Horsens’ historie, og det er din historie."

Fakta:
Udstillingen er åben for publikum fra lørdag den 17. december 2022 kl. 11.00.